Solnedgang

Nu daler Solen sagte ned

bag Aasens fjerne Skove

og sender guldrød Aftenfred

ud over Eng of Vove.

En sød vemodig Hvisken gaar

igjennem Birkens Blade

Om Nattens Mulm, som forestaar

og vil sin Favn oplade.

Hvor Dagens Afskedstaare mild

paa Blomst og Straa nu falder!

Konvolvlens Kalk sig lukker til,

endt er dens Livsensalder.

Nu tie alle Fugle smaa,

og Dalen stille grunder

Ved hvad der nu skal følge paa,

naar Sol gaar ganske under.

Frygt ej min Sjæl, sænk dig kun ned

i Nattens Dyb mod Solen,

Derfra opvælder Kjærlig hed

som Duft fra Natviolen.

Hvor Lyset Kilde gaar forud,

did kan du trøstig følge,

Og lade Nattens dybe Skrud

din hede Længsel dølge.

Den stolte Dag har ej en Lyst

saa sød som den at hælde

Sit Hoved til Naturens Bryst,

naar Skyggerne fremvælde.

Da synker Fred paa Livets Strøm

og Balsom over Kummer,

Da hviler Morg'nen som en Drøm

i Nattens milde Slummer.