Til en veninde
Emil Hartmann
Der er en trolddom på din læbe,
Der er en afgrund i dit blik,
Der er i lyden af din stemme
En drøms ætheriske musik.
Der er en klarhed på din pande,
Der er et mørke i dit hår,
Der er en strøm af blomsterånde
Omkring dig hvor du står og går.
Der er en skat af evig visdom
I smilehullet på din kind,
Der er en brønd, en sundhedskilde
For alle hjerter i dit sind.
Der er en verden i dit indre
En sværmerisk, kaotisk vår,
Som jeg umulig kan forglemme,
Som jeg tilbeder og forstår.