Høstandagt

Der staar en Kirke høi og underbar,

hvor mørke Graner ere Piller ranke,

hvor Buen hvælver sig som Himlens Tanke

og Aftenrøden er det malte Glar.

Høststormen synger der med Orgeltoner

en Sjælemesse over Jordens Liig,

og alle Skyer lette hæve sig

som Virakdampe op mod Luftets Kroner.

Men i det Fjerne som et Høialtar

staar Fjeldet med sit hvide Linnedklæde,

og Stjerner over Helligdommen frede

med selsom Glands, saa tindrende og klar.

O! lad mig bøje Hoved og knæle

paa Kirkens Altartrin ved Nat og Dag,

at Andagts dunkle Vinger kunne dvæle

med Kjøling over Hjertets vilde Slag!