Chrysillis

Chrysillis, du mit verdens guld,

min en og ønskeskat,

mit lys i mørke nat!

Kom nærmer hid, o hjerte huld,

og læg dit øre til;

jeg for dig sjunge vil.

Lykkens sang, lykkens gang

vil jeg vise uden fejl,

hvor du mig, jeg og dig

skue må som i et spejl.

Solen skal ikke nå de Vestervande blå,

ej hænge lysen lok

på stjemeflok,

før jeg, Chrysillis, har gjort det for verden bar,

hvor højt jeg elsker dig

bestandelig.

Du mindes vil den aftenstund,

jeg dig ved hånden fik

og ene hos dig gik.

Endog af månens røde mund

udblæste kuld og vind,

dog blussed frit dit sind.

Aftnens tvang var ej lang,

timer var som øjeblik;

tiden flød, talen brød

begge hjerters skjulte nik.

Da blev den dulgte glød oppustet klar og rød,

indtil vor hjerteblod

i lue stod.

Da bandtes venskabsbånd, da raktes mund og hånd;

godnat tog hver da glad

og skiltes ad.