Bergliot

Grieg, Edvard

I dag kong Harald

får give ting-fred;

ti Einar fulgte

fem hundred bønder.

Eindride, sønnen,

slår vagt om huset,

imens den gamle

går ind til kongen.

Så minnes Harald

måske, at Einar

har tvenne konger

i Norge kåret, --

og giver fred

og forlig på loven;

hans løfte var det,

og folket længes. --

Hvor sanden fyger

ned over vejen,

og støj der stiger? --

Se ud, min sko-svend!

-- Kanske blot vinden!

ti her er vejrhårdt:

den åbne fjord

og de lave fjælde.

Jeg minnes byen

ifra min barndom;

hid vinden hidser

der vrede hunde.

-- Men støj der tændes

af tusen stemmer?

og stål den farver

med kamprød flamme!

Ja, det er skjold-gny!

og se hvad sand-gov:

spyd-bølger hvælve

om Tambarskjelve!

Han er i trængsel! --

Troløse Harald:

Lig-ravnen løfter sig

af din ting-fred!

Kør frem med karmen,

jeg må til kampen;

nu sidde hjemme,

det galt jo livet!

(på vejen.)

O bønder, berg ham!

slå kreds omkring ham;

Eindride, værg nu

din gamle fader!

Byg ham en skjold-borg

og giv ham buen,

ti døden pløjer

med Einars pile!

Og du, St. Olav,

o for din søns skyld!

giv du ham gagn-ord

i Gimles sale!

(nærmere.)

Flokken de sprænger...

og kjæmper ej længer;

i bølger

de følger

hverandre mod elven,

hvad er der vel hændt?

Hvad spår denne skjælven?

Har lykken sig vendt? -

Hvad er det, hvi stanser

nu bøndernes skare?...

Med nedstukne lanser

to døde de kranser

og Harald får fare? --

Hvad trængsel der er

ved tingstuens port;

stille al hær

vender sig bort? -

Hvor er Eindride!

Sorgfulde blikke

flygter tilside,

frygter mit møde...

så kan jeg vide:

de to ere døde! --

-- Rum! Jeg må se:

Ja, det er dem! --

Kunde det ske?...

Jo, det er dem:

Falden er herligste

høvding i norden;

Norriges bedste

bue brusten.

Falden er Einar

Tambarskjelve,

sønnen ved side, -

Eindride!

Myrdet i mørke

han, som var Magnus

mer end fader,

Kong Knud den stores

kårede sønne-råd.

Falden for snigmord

skytten fra Svolder,

løven, som sprang over

Lyrskog-heden!

Slagtet i baghold,

bøndernes høvding,

Trøndernes hæder,

Tambarskjelve!

Hvidhåret, hædret,

henslængt for hundene, --

sønnen ved side,

Eindride!

Op, op, bondemænd, han er falden;

men han, som fældte ham, lever!

Kenner I mig ikke? Bergliot,

datter af Håkon fra Hjørnungavåg! -

Nu er jeg Tambarskjelves enke!

Jeg roper på eder, hær-bønder:

Min gamle husbond er falden.

Se, se, her er blod på hans blege hår!

eders hoveder kommer det over,

ti det bliver koldt uden hævn.

Op, op, hærmænd, eders høvding er falden,

eders ære, eders fader, eders børns glæde,

hele dalens ævertyr, hele landets helt,

her er han falden, og I skulle ikke hævne?

Myrdet i mørke, i kongens stue,

i tingstuen, lovstuen er han myrdet,

myrdet af lovens første mand,

O, lyn vil falde fra himlen på landet,

hvis det ikke luttres i hævnes lue!

Skyd langskibe fra land,

Einars ni langskibe ligger her,

lad dem bære hævnen til Harald!

O, stod han her, Håkon Ivarson,

stod han her på bakken, min frænde,

da fandt Einars bane ikke fjorden,

og eder, fejge, slap jeg bede!

O bønder, hør mig, min husbond er falden,

mine tankers højsæde i halvhundred år!

Vælted er det, og ved dets højre side

vor eneste søn, o al vor fremtid!

Tomt er der nu innen mine to arme;

Kan jeg vel mere få dem op til bøn?

Eller hvorhen skal jeg vende mig på jorden?

Går jeg bort til de fremmede steder, --

ak, så savner jeg dem, hvor vi levede sammen;

men vender jeg mig derhen,

ak, så savner jeg dem selv!

Odin i Valhal tør jeg ikke finne;

ti ham forlod jeg i min barndom.

Men den nye Gud i Gimle?

Hen tog jo alt, jeg havde!

Hævn? Hvem nævner hævn?

Kan hævn vække mine døde?

Eller dække over mig for kulden?

Finnes i den et tilstængt enkesæde,

eller trøst for en barnløs mor?

Gå med eders hævn; lad mig være!

Læg ham på karmen, ham og sønnen;

kom, vi vil følge dem hjem.

Den nye Gud i Gimle, den frygtelige, som tog alt,

lad ham også tage hævnen, ti den forstår han!

Kør langsomt, ti sådan kørte Einar altid;

og vi kommer tidsnok hjem.

Hundene ville ikke møde med glade hop,

men hyle og hænge med halen,

og gårdens hester ville spidse øren,

vrinske glade mod stalddøren,

og vente Eindrides stemme.

Men den lyder ikke længer,

ej heller Einars skridt i svalen,

som råbte, at nu måtte alle rejse sig,

for nu kom høvdingen!

De store stuer vil jeg stænge;

folkene vil jeg sende bort;

kvæg og hester vil jeg sælge,

flytte ud og leve ene.

Kør langsomt;

ti vi kommer tidsnok hjem.