Den blonde Pige

Grieg, Edvard

Skjønt hun vil som et Luftsyn vige,

dersom jeg saadan tale tør -:

jeg elsker dig, du blonde Pige,

gjemt i din Yndes hvide Slør.

Jeg elsker dine Drømmeøjne,

der gaa som Maaneskin paa Sne

og sænke sig, hvor Skove højne,

i noget Gjemt, jeg ej faar se.

Jeg elsker denne ædle Pande,

fordi den staar saa stjerneklar

og spejler sig i Tankens Vande

og ved dog ikke, hvad den har.

Jeg elsker dette Haar, som flokker

sig bagom Nettets travle Baand;

lig Mythens Amoriner lokker

det paa mit Øje og min Haand.

Jeg elsker denne Form, som gynger

SYSTEMi Takten af sin Brudesang,

den Kraft og Livslyst daglig synger

udaf sin unge, dunkle Trang.

Jeg elsker denne Fod, som bærer

en saadan Sejrens Herlighed

igjennem Ungdomsmodets Sfærer

imod den første Kjerlighed.

Jeg elsker denne Haand og Læbe,

de to i Elskovsgudens Pagt,

ved hvem han rækker Prisens Æble,

men hvem han ogsaa har paa Vagt.

Jeg elsker dig, jeg maa det sige, --

endskjønt du ej et Bogstav tror,

men flygter, svarer, ingen Pige

tør dvæle ved en Digters Ord.