Du retter tidt dit Øjepar

Du retter tidt dit Øjepar

Saa spørgende mod mit:

Om ikke snart jeg svarer Dig,

Hvorledes jeg dog klarer mig

Trods alle onde Rygter, som stedse om mig gaa?

Ja, Kære, Du skal vide det,

Men først maa Du forstaa:

At oven over Skyerne er Himlen altid blaa.

Der er blandt Hoben altid Had

Mod ham, som sidder højt;

Man føler derved tydeligt,

— Og det er saa fortrydeligt —

Hvor lidt man selv kan magte, hvor lavt man selv maa gaa.

Saa sanker man et Rygebaal

Og tænder Ild derpaa.

Men oven over Skyerne er Himlen altid blaa.

Det er en egen Virakduft,

Som hvirvler mod mig op.

I Skyer Røgen slynger sig,

Et Kor om Baalet synger mig

En Takkesang, en Hilsen, en Pris, som kan forslaa.

Den ryger ret infamt, den Halm,

Det stinker fælt, det Straa;

Men oven over Skyerne er Himlen altid blaa.

Jeg sidder, som jeg altid sad:

Jeg sidder højt til Vejrs;

Jeg lader Røgen sprede sig,

Jeg lader Banden kede sig;

De mærker dog omsider, de kan mig ikke naa.

Ja, Kære, saadan sidder jeg

Og smiler ad de Smaa:

Jeg sidder over Skyerne, hvor Himlen den er blaa.