En Fuglevise

Vi gik en dejlig vårdag

alléen op og ned;

lokkende som en gåde

var det forbudne sted.

Og vestenvinden vifted;

og himlen var så blå;

i linden sad en fuglemor

og sang for sine små.

Jeg malte digterbilleder

med legende farvespil;

to brune öjne lyste

og lo og lytted til.

Over os kan vi höre

hvor det tisker og ler;

men vi, vi tog et smukt farvel,

of mödtes aldrig mer.

Og når jeg ensom driver

alléen op og ned,

Så har for de fjærede småfolk

jeg aldrig ro og fred.

Fru spurv har siddet og lyttet,

mens vi troskyldigt gik,

Og gjort om os en vise

og sat den i musik.

Den er i fuglemunde;

thi under lövets tag

Hver næbbet sanger nynner om

hin lyse forårsdag.