Epilog

Vi ser på Tærsklen os tilbage;

hist ligger under Skoddens Rand,

med Sollyn ud fra Snefonsflage,

Forjettelsens Vidunderland;

det klarer op, der står en Brand

så klar så lys fra Top og Tinde;

ja, vis os Vejen, til vi kan

vort Selv så rent som dit gjenfinde,

om Lykken end blir nok så tynd,

o Jotunheim, du viser Vejen:

"auf der Alm, auf der Alm,

auf der Alm da gibt's ka' Sünd!"

Farvel du Verden, i hvis Skygge

der gløder et elektrisk Skjær,

hvori forklarte Ånder bygge

Kapeller op fra grønne Brær.

Når fjernt fra dig enhver især

sin Kirke for sin Andagt søker

når vi kanskje blandt Skovens Trær

slår op Naturens Salmebøger,

så nikker En: begynd, begynd

o Tvindehoug, dig gjælder Teksten:

"auf der Alm, auf der Alm,

auf der Alm da gibt's ka' Sünd!"