Guds Søn har gjort mig fri

Guds Søn har gjort mig fri

fra Satans Tyranni,

fra Syndestand,

fra Lovens Band,

fra Dødens Skræk og Helvedbrand.

Min Goel lagde sig

imellem Gud og mig,

sig undergav

min Syndestraf,

til Marter, Død og Grav.

Det var den Kjærlighed til mig

som er så ubegribelig,

så god,

imod

en Ond fra Top til Rod;

der ingen Ting var til Behag,

undtagen den forbudne Smag,

med Mund og Hånd,

ja Sjæl og Ånd

i Fjendens Lænkebånd.

Nu er jeg Gud i Vold,

trods Slangen tusindfold!

Lad ham kun stå

og se mig gå

med Friheds Purpurklædning på.

Hvad gjør det godt i Bryst

at følge Jesu Røst,

på Sandheds Sti

alt Ondt forbi,

til Himlens Sorgenfri!

Lad Verden sig ej bilde ind

endnu engang at fämig blind,

Nej, nej,

den Vej

til Pølen går jeg ej.

Nej, jeg er kjøbt for dyre til

at prøve Syndens Lykkespil,

jeg blæser ad

den Lokkemad

og ser til Himlen glad.

Mit Hjerte i mig ler,

når jeg min Grav beser,

ej Blomsterdal,

ej Fyrstesal

så tryg en Seng mig vise skal.

Min Død er Færgemand

til Livets faste Land,

Gud Zebaot,

hans eget Slot,

ja! det er evig godt.

Er Vinden her skjønt tidt imod,

at spræge lidt det kåde Blod,

al Kur

er sur

for mennesklig Natur;

Den gjør dog let som Rå og Hind

det derudi forsøgte Sind,

ja Korsets Hegn

er just det Tegn

til Friheds rette Egn.