Guten

Du ferer vidt og du verdt trøytt

og Foten skjer.

Du græt, so Puta ofte bløytt

af Taarer er.

Med dette Salt du vaskas ut,

til dess du fær

i deg den sleipe, hvasse Lut,

som Livet tvær.

Daa veit du, hvad det segja vil,

at døy ifraa

det, som Ein lagde Hugen til

og Elsken paa.

Det Grøne saag du krullas turt,

som Blom til Høy

det Mindste var; hun visnat burt

di Ungdoms Møy.

Dersom du ikkje sviken var

so mangein Gang,

du Kjærleik aldrig sunget har

med rette Sang.

Du på Ruinerne maa staa

af Livet dit,

først rigtig daa du ret kan sjaa

ikring deg vidt.