Harpen

Et Sagn nu mig drages til Minde:

En Dame ved Harpen sad,

De hvide Fingre lod rinde

Igjennem Strengenes Rad.

De svulmende Toner hun bøied'

Sammen til Enhedsklang,

Og kunstrigt dem slynged' og føied'

Til sin bevægede Sang.

Den trofaste Ridder stille

Ved hendes Fødder laae,

Og hørte Tonerne trille

Og kunde dem bedst forstaae.

De klaged', de jubled' jo alle

Om Kjærligheds Sorg og Lyst,

Han følte dem sammenfalde

Dybt i sit eget Bryst.

Det var i Afskedsstunden

De sade tilsammen saa:

Naar Morgenen var oprunden

Han maatte i Langfærd gaae.

"Og hør, Du Hjertenskjære!

Mit Ord Du mærke nu paa:

Jeg veed, at min Sjæl maa være

Hvor Du monne Harpen slaae.

Naar jeg da med mine Svende

Er langt i fremmede Land,

Har Du et Middel i Hænde

Hvormed Du mig kalde kan:

Thi hvergang Harpen Du rører

Og tænker herved paa mig:

De elskte Toner jeg hører

Og sender min Hu til Dig.

Selv midt gjennem Kampens Larmen

De Toner fornemme jeg vil;

Thi de komme inde fra Barmen

Og de ere Sjælens Spil.

Ja, selv om Døden os skiller,

Er det dog ikke forbi: --

Da hører jeg, naar Du spiller --

Da vorder min Aand just fri.

Da kan den tankelet følge

Din Harpes kaldende Røst

Gjennem Luft, over Land, over Bølge

Til Dig, at bringe Dig Trøst,

At dæmpe din vilde Klage,

At svæve om Dig med Fred --

Indtil vi sammen kan drage

Til den evige Kjærligheds Sted."

Bort drog Han, og Hun sad ene

Tilbage i Hjemmets Hal.

Hvor gik de Timer saa sene,

Hvor endeløst var deres Tal!

Det eneste, Tomheden kvalte,

Var naar hun Harpen slog;

Da syntes hun, at hun talte

Med ham i Tonernes Sprog.

En Dag, mod Aftenrøde,

Hun havde just Harpen rørt:

Den sidste Akkord hendøde

Paa Aftenvinden bortført. --

I Hallen blev stille længe --

Da -- skjønt hendes Haand nedhang --

Der foer over Harpens Strenge

En sær, en bævende Klang.

Den lød som høieste Smerte

Sammen med høieste Lyst, --

Den skar hende gjennem Hjerte

Og fyldte dog hendes Bryst.

Fra denne Time hun lagde

Sorgens Slør om sit Haar:

"Jeg veed, han er død," hun sagde,

"Og snart jeg efter ham gaaer."

Det gjorde ingen Forandring

Da Budet virkelig kom,

At han var død paa sin Vandring:

Hun sagde: "Jeg vidste min Dom."

Hun hensad taalmodig, stille

Med bøiet Hoved, og stum: --

Ret som hun lytte vidle

Til Stemmer fra tomme Rum.

Hver Kveld hun pleied' dog hæve

Sit Hoved, og Øiet fik Ild:

Da lod hun Strengene bæve

Og nynned' sagte dertil.

Da fyldtes Rummet om hende

Som med et lysende Skjær --

Da var det, hun kunde kjende

Sig ham i Tonerne nær.

Engang, det vared ei længe,

Man hende bøiet fandt

Over de elskede Strenge,

Uden Liv, mens Klangen svandt.

Hendes Sjæl havde Flugten taget

Med Hans, fra det Jordiskes Bred!

Paa Toner de sammen var draget

Til den evige Kjærligheds Sted.