Ingebjørg

Din Hånd er barket Ingebjørg, er solbrændt, ru og rød,

den klapper Deig tilsammen og triller det til Brød,

den sørger for Turistens Tarv,

dens Ledemod har Bondens Marv,

den satte Folk mod Væggen,

i fald de kom for nær.

Dit Bryst er hvælvet, Ingebjørg, lig Bræens høje Sne,

men ingen Fjeldbestiger får Underet at se;

som Fjeldets Fon bag Skodden stærk,

det drømmer bag en Blågarns Særk

og vågner det hos Nogen,

det er i Guttens Favn.

Din Sjæl er nobel, Ingebjørg, ja, ja, det tror jeg godt,

når i en Højfjeldsverden Ens Børnesko blev trådt.

Ej Sært om Alt hvad du har gjort

og tænkt og følt blev rent og stort;

vel mødt i Højloftsalen,

vær hilset, Ingebjørg, vær hilset, Ingebjørg!