Landkjenning

Og det var Olav Trygvason,

stævned over Nordsjø fram

opp mot sit unge Kongerige

som ikke vented ham.

Fik han så første Synet:

"Hvad er dette for Mur i Havbrynet?"

Og det var Olav Trygvason,

Landet syntes ganske stængt,

alle hans unge Kongelængsler

føltes mot Klippen sprængt,

indtil en Skald oppdaged

hvide Kupler og Spir i Skylaget.

Og det var Olav Trygvason,

syntes, han med en gang så

gråsprengte, gamle Tempelmure,

snehvide Hvælv derpå.

Længtes han da så såre

med sin unge Tro stå indenfore.

Landet sig åpned, Vår der var,

durende av Fossebrus,

Stormvejr og Havdøn rundt omkring dem,

sælsom var Skogens sus.

Orgler og Klokker hørtes.

Kongen så sig om,

Kongen henførtes:

"Her er Grunden, funden, funden,

Tempelhvælvet trodser Helved!

Ånden bæver, Hjertet fyldes,

her den Største kun kan hyldes!

Gid min Tro stå stærk som Grunden,

stige ren som Jøkelrunden,

Ånden nå Naturens Højde,

fyldt av Ham, som sammenføjde."

Olavs Bøn vi alle tage,

nu som da og alle Dage:

"Ånden bæver, Hjertet fyldes,

her den Største kun kan hyldes!

Gid min Tro stå stærk som Grunden,

stige ren som Jøkelrunden,

ånden nå Naturens højde,

fylt av Ham, som sammenføjde."