På Skogstien

Sig, husker du i Sommer,

hvor her vi vandred tidt?

Hvert Blad var grønt som Håbet,

hvert Vinddrag solskinsblidt.

Nu Løvet suser falmet

henover blomstløs Jord,

Og i de nøgne Grene

højt sukker Stormens Kor.

Ak, var det blot Naturen,

som kold sig svøbte ind,

Men du, min Ven, du også

som den har skiftet Sind!