Ragnhild

Å, der var en Jente

som vi så ombord,

alt det velbekjendte

fik da nye Ord.

Alt tog til at synge,

Fjord og Fjeld i klynge,

da vi drog afsted,

så vi selv sang med.

Når den Rejse endte

ved jeg ej forvist,

men den vakre Jente

bød farvel tilsidst.

Da lå Fjeldet øde,

for det sidste Møde

Bølgens Mund var lukt,

Dagens Lys blev slukt.

Men i hver en Jente

da hun længst var væk

øjned jeg bekjendte

store, skjønne Træk,

og bag Fjeldemuren,

gjennem Al-Naturen

over Sneen blå

Ragnhild grant jeg så.