Sang paa Fjeldet

Grieg, Edvard

I Aftenens Glands mon gløde

Bjergenes Krop

Og Fuldmaanen hist! den røde;

Hæver sig op;

I Dalen er Alt saa mørkt og tyst.

Sødt Kilderne kvæge og Kildens Bryst,

Orangen højt, den søde,

Sig vugger i Træets Top.

Forsigtigt mit Æsel træder

Kløftbroens Bræt.

Til Fodret han alt sig glæder,

Foden er træt.

Han støder sin Røst i Luften hen

Det klinger fra Bjerg Dal igjen;

Han ryster Trensens Kjæder,

Og spidser sit Øre net.

Selv langsomt Foden jeg flytter,

Stejl er min Gang;

Mod Fjeldvæggen Haanden støter,

Stien er trang.

I Vinhaugen brænder rødt et Baal,

Der venter mig huldt min Længsels Maal.

Jeg ved jo, hist hun lytter,

Og hører nok alt min Sang.

De sortbrune Øjne tindre

Stjernerne lig,

De sige mig "Hjertets Indre

Brænder for dig."

Højt lyder Kapellets Klokkeklang,

Da nynner hun fromt den Aftensang:

Madonna, huldt du lindre

Min Længsel evindelig.

O! Nina, min unge Kvinde!

Liflig og varm!

Snart skal jeg omkring dig

Vinde kraftigt min Arm.

Trygt kysser jeg Læbens Rosenblad,

Som skulde vi aldrig skilles ad:

Og Morg'nens Sol skal finde

Os slummrende Barm mod Barm.