Serenade til Welhaven

Lyt nu, du ludende Sanger,

Tonerne strømme til bage

Varmt om sit Sind!

Ungdommens glade Falanger

Un der dit Vindu dem jage

Jublende ind.

Hjerternes Gjenlyd sig gynger

Højt i det Blaa,

I det solsittrende Blaa,

Hvori din sølverne Tone den slynger.

Smiler du ej ved Maalet,

Du, som i Vintren har vugget

Foraarets Tekst?

Alt, hvad dit Mod har bestraalet,

Alt, hvad dit Mismod har dugged,

Nu har det Vækst;

Ranker sig op om din Skulder,

Fylder din Favn,

Fanger i Roser dit Navn,

Fanger din Digtnings den koglende Hulder.

Videre Livstoget drager,

Tankerne suse som Fanerk

Over dets Vej.

En blandt de højeste rager,

Findes paa forreste Baner,

Den kom fra dig!

Oldtidens manende Rune,

Højt paa dens Skaft,

Tyder, hvor du tog din Kraft,

Løftende Land i din Ildhu, dit Lune.