Suk

Aftensolens Hygge

ikke kan mit Vindu naa,

Morgensolen ligesaa; --

her er altid Skygge.

Sol paa begge Sider,

vil Du ej i Kamret ind?

Her faldt Straaler paa et Sind,

som i Mørke strider.

Morgensolens Glæde,

o, Du er min Barndomstid;

mens Du leger ren og hvid,

jeg kan næsten græde.

Aftensolens Hvile,

ak, Du er den Vises Ro; --

længer frem, saa vil Du jo

mod mit Vindu smile?

Morgensolens Sange,

o, Du er den Fantasi,

Verden solglad løftes i, --

den, jeg ej kan fange!

Aftensolens Mildhed,

Du er mer end Visdoms Ro,

thi Du er den Kristnes Tro:

naa mig med din Stilhed!