Til Generalkonsul Chr. Tønsberg

Du sidder i Mindets Lund

og ser tilbage, du Gamle.

Nu har du en fredet Stund,

nu kan du det Svundne samle:

det suser omkring

i boltrende Ring

og nynner en Sang, vil du høre?

Den klinger med Fjeldslaats Klang,

du kjender nok Melodien,

saamangen en Gut den sang

en Kveldsstund paa Sæterstien,

fra Fjeld og fra Fjord

i manende Ord

den tegner et "Folkelivsbilled".

Men Sangen voxer i Magt,

frem nye Billeder rinder;

da staar i en fager Pagt

med Landets sejrende Minder:

dit freidige Mod

i Breschen jo stod

da Folket fik "Norges Historie".

Den gaar med en Understøm

af dybe, dirrende Stænge,

som tolker en Ungdomsdrøm,

du drømte fagert og længe:

af Elsk til vort Land

du tappert holdt Stand

begeistret i Gjerningens Yrke.

Men hvad der i Kvæld gir Skin,

og tænder os Festens Kjærte,

det gaar fra dit lyse Sind;

det slaar i det varme Hjærte.

Vi som staar dig nær,

vi ved hvad du er i Kjærlighed,

Troskab og Sandhed.

Du sidder i Mindets Lund,

og ser tilbage du Gamle;

i Kvældens dæmrende Stund

de svundne Minder sig samle!

Gid Kvældsstundens Fred

for Alt det du stred

end længe dit Sind maate kvæge.