Til L. M. Lindemans Sølvbryllup

Paa Fjeldet Huldren sidder,

og udover Dalens Vidder

hun sender sin Klage saa øm:

"Hvor er du, jeg saa i min Drøm!"

Tralala.

Fra Vangen rundt omkring

stiger Lystighed og Spil

under Gjenlyd fra Li og fra Skoven,

thi Nissen sving i sving

øver Dands og Skrømt dertil,

medens Maanen den lyser fra oven.

Tralala.

"Kom op til mig paa Fjeldet

til Hvile i Birkeheldet,

O, kom dog og hør mine Kvad,

thi ellers jeg aldrig bli'r glad!

Paa Vangen rundt saa smaat

Nissen morer sig og ler,

raaber: "Nu kan du tæres i Venten,

ja, ha' det nu saa godt

fæle Styggeting du er,

du, som bergtog saa Mangen fra Jenten!"

Tralala.

Men flux fra Skolebænken

Vor Ludvig sig løsrev af Lænken,

til Fjelds over Stene og Stok

han droges af Huldrens Lok.

Men Rektoren så lærd,

Lexehører og Pedel,

brummed: "Gutten er vidskræmt og galen,

han er ei Møie værd,

jamen var det til hans Held,

om det Kvindtrold han svolked med Halen!"

Tralala.

Han sad i Aar saa lange

hos Huldren, hun kvad sine Sange:

"I berget nu følg med mig ind!

Hvi døves af Rædsel dit Sind?"

Fra Vangen da paa Tærg

gjorde Nissen svart Spilop,

legte Bytting og Syneforkværving:

Jag't Huldren blev i Berg,-

og da Ludvig livned op,

sad han kvar hos en syngende Kjærring.

Tralala.

Fra Fjeldet ned han vanker

saa underlig mødig i Tanker,

men Tonerne følge ham tro,

i dem fandt han Lindring og Ro.

Ja takkes Nissen maa,

at i Berg han Huldren jog,

saa vor Ludvig i Aaringer mange

sin Arne kunde faa,

hvor en Hustru til ham drog

og stod bi, mens han sang sine Sange.

Tralala.