Udfarten

Det var en dæmrende Sommernat

Et Skib laa tæt under Ø,

Hvor dunkle Lunde og hængende Krat

Sig spejled i klaren Sø.

Alt gik en forfriskende Morgenluft

Igjennem den stille Nat

Og Søens Aande og Græssets Duft

Sødt havde sig sammensat.

Det dunkle Skib endnu roligt laa,

Dets Master mod Himlen stod;

Dog havde det alt beredt sig paa

At sprede sin Vinge god.

Thi naar Dagens første Gyldenbud

Sit Skjær over Aasen gav,

Da skulde det stævne af Fjorden ud

Mod det vilde, det fremmede Hav.

Og se! paa Dækket forventningsfuld

Min unge Hustru sad;

Hun var saa fager, hun var saa huld

Som den rød mende Roses Blad.

Hun havde sin Haand i min ømt lagt

Mens ud i det Fjerne hun saa;

Hendes Drøm var nu til Gjerning bragt;

Vi skulde tilsammen gaa

Langt over Hav til fremmede Kyst

Til sydens dejlige Land,

Vi skulde vandre i Ungdomslyst

Ved Arnos, ved Tiberens Strand.

For hende laa Livet saa morgen klart,

Saa daglangt, saa skønhedsrigt

Hun svævede ud paa den herlige Fart

Som Dronningen i et Digt.

Gud være lovet hun da ej saa

Ret dybt i Fremtiden ind;

Ej længe derefter hun stille laa

Under Muld med hviden Kind.