Udvandreren

Nu vist det våres i Norges dale,

nu kukker gjøgen fra skogens sale,

og hæggen dufter udover hej,

men jeg, mit Norge, går langt fra dig!

Der er en gård ved det blanke tjernet,

med skog omkring og med fjeld i fjernet,

den gamle gården jeg altid ser,

og birkeskogen mod mig ler.

Hvad gav jeg ej, om end under birken

jeg nu fik ligge og se mod kirken

og se mod himlen og bræens tind!

å, Norge, aldrig du går af sind!

I min drømme jeg hører luren

og bjeldeklangen og fosseduren

og da jeg vågner med grådfuldt blik.

å, Norge, at jeg ifra dig gik!

Jeg ser en jente ved kirkeledet,

med sorh i øje, med bog i klædet.

Det blyge øje jeg kjender godt;

å, Norge, hvad har jeg dog forsmåt!