Ungbirken

En Ungbirken standen ved Fjorden

Og Vandspeilet ganske nær.

Hvor stor og smuk den er vorden

De Aar, jeg har boet her!

Nu löfter den hvide Stamme

Kronen fra Bredden lav.

Men tro dog ej den vil bramme,

Den ved ikke selv deraf.

Du dejlige Birk, du kjære!

Paa dig vil jeg ofte se.

Gud give jeg maatte lære,

Hvad du mig saa smukt kan te:

At vokse i eget Øje

Nedad med hver en Dag.

At krone og at ophöje,

Det vorder da Herrens Sag.