Vær hilset, I Damer

Vær hilset, I Damer,

langs Højsalens Bænke;

hvad vover jeg farende Svend?

Hvad drister min Fod sig,

hvad trøster mit Mod sig,

paa hvad tør min

Tanke vel tænke?

At drikke den Vin

som I lader mig skænke,

at lægge min Haand

i den fangende Lænke,

sig: er det ej hovedløs Sag?

I ser mig i Aften, I saa mig i Dag;

at komme og gaa er den farendes Sag.

Saa væver vi Vadmel og læger det sammen,

de Store saa godt som de Smaa,

og danser og synger i Fælig og Gammen:

vi være det Vadmel og lægge det sammen,

og lade saa Skytterne gaa.

Hør, Tonerne kalde;

forlad Eders Bænke

og følg kun den farende Svend!

Med ham er hver Glæde

i Aften til Stede

foruden al Arglist og Rænke.

Han fører jer Dans,

naar I blot vil betænke,

I fanger ham ikke i Baand eller Lænke,

han taaler, som Fuglen, ej Aag.

I bandt ham for ofte, tilsidst blev han klog;

tilgiv ham, men Tanken maa have sit Sprog.

Saa væver vi Vadmel og læger det sammen,

de Skytte er Svenden som Faa.

Hvor herligt at synge i Fælig og Gammen:

vi være det Vadmel og lægge det sammen,

og lade saa Skytterne gaa.