Ved en ung Hustrus Båre

Blegnet, blegnet, hun, midt i Livets Glød;

Segnet, segnet, hun som ej aned Død.

Døden agted ej

Livets Blomstervej,

Fagrest Blomst den brød!

Sorgens Toner lyde,

Kan ej Fred betyde,

Længslens Suk og Råb,

Kan det rumme Håb?

Båren, Båren sænkes i Jorden ned;

Tåren, Tåren spejler det mørke Sted.

Han som mi sted jo

Kjærlig Lykkes Ro,

Far og Mor stå ved

Da usynlig kommer

Livets store Dommer,

Lærer dem det Råb,

Som kan rumme Håb.