Vug, o Vove

Vug, o Vove, med varsom Hånd

Båden, hvori vi glider

stryg den, Strømme, med kjælen Hånd

over de buttede Sider;

Kunde jeg selv klappe den Glut,

som sidder på Toften og nymmer,

over Kindernes Hvælv blot en flygtig Minut,

jeg arme forelskede synder;

O da skulde min Stemmes Klang

vække al Vellyd, som slumrer i Skoven,

smeltende hen i en Kjærlighedssang,

med Nymfen, med Ekko på Skrænten

ved Strandkildevoven.

Flyt dig, Fagre, foruden Frygt

hen ved din Sagers Side;

Dig har min daglige Længsel søgt,

fulgt dig på Gang under Lide.

Er du ej selv ramt af den Gud,

som gav mig de sejrende Kræfter?

Ak, Barmens Hvælv,

som vider sig ud under Sukket,

mit Udsagn bekræfter.

Kom da, jeg klapper min hvide Hind;

sænk kun dit Hoved,

jeg skygger det over med Kappen

mens Stjernen tænder sit Skin,

og Frygten er flygtet med Sol

og Undseelsen sover.

Nyd da Nat, hvad, for Nuet skabt,

glemmer de flygtende Timer;

tag de To, i din Tryghed tabt,

til Daggryets Kloke kimer.

Skjul dem, til selv, vakt ved det Gys,

som sittrer i Morgenstunden,

imod Himlens Hvælv, mod det stålblanke Lys

de stirrer, blændet fra Blunden.

End er de trygge, langs Skovsøens Rand

hviler i Morgnen den blege Dryade.

Så vågner Ekko og mælder påstand,

at Natten er endt,

at Dina med følge vil bade.