Landskab
H. Børresen
En vidtstrakt Hede med mossede Sten,
Lidt blinkende Vand i det Fjærne,
En gulhvid Stribe hvor Solen gik ned,
En eneste skælvende Stjærne.
Og sælsomt susende Aftenens Vind
Saa langeligt sukkende aander,
Som kæred mindeligt i den en Sjæl
For jordiske Veer og Vaander.
Da Solen vaagned, vel tusende Haab
Strøg fremad paa dristige Vinger;
Hvem véd, om ikke den sukkende Vind
De Saare og Stækkede bringer?
Hvem véd, om ikke de samle
Sig her som Fugle ved Efteraarstrækket
Og prøve: haver end Vingerne Kraft,
Mon eller er evigt de stækket?
Og mange kende sig langst paa Gled
Ad Dødens forstummende Strømme;
De andre letter i Flok efter Flok
At læges i Menneskers Drømme.