Fo' ajle di små blomster

Fo' ajle di små blomster dæ' dov æ' te' i år,

å fovle, de æ' ette te' å se'e,

så fin å frisk å faver som bø'eskovi står,

dæ'te hàr je' ajler før set le'e;

o hvo' jé ve'er ø'et hen, jé ser så sære tej,

de løvter så fo'u'erle' her e'e i mit sej.

Je mærker i år,

i Danmark æ' de' vår, -

de løvter så fo'u'erle' her e'e i mit sej;

naturen æ' fo'a're, e'er je' ha' vårren blej.

Om mo'eni da flø'er di fovle u' me' saj,

som om di fo' nattero vil' takke;

å går je' ner ve' bækki en avtenstun' igaj,

da æ' de', som bøllerne ku' snakke,

så hvisker de' så sælsom' i ellekrattets løv,

hver lille blomst hun nikker mildt o se'er te mej "tøv".

Je mærker i år,

i Danmark æ' de' vår, -

hver lille blomst hun nikker mildt o se'er te mej "tøv".

naturen æ' fo'a're, e'er je' ha' vårren døv.

Å folkets lyv æ' heller knap, som de' plejer von,

de' sky'er blomst i mannen simpel hytte;

å vil I I bare vente inå et lille ko'n,

så bliver bo'i là'ets bedste støtte.

Di gamle folkeviser, dæ' ha' lydt ve' kamp å lej,

de' æ' som fovletoner, je' ka' høre på mi' vej.

Je mærker i år,

i Danmark æ' de' vår, -

de' æ' som fovletoner, je' ka' høre på mi' vej;

de hele æ' fo'a're, e'er å a' de' æ' mej.