En Vaarnat

Vaarnatten stille og sval

favner den slumrende Dal.

Elvene nynne de lange

dæmpede, dyssende Sange.

Alfer sukke

for de smukke

Lilier: „O, tager os tilfange!“

Fjeldtoppens sølvblege Skjær

viser at Maanen er nær;

over de samlede Graner

Skyerne svæve som Svaner.

Snart vil blide

Straaler glide

over al den Herlighed, du aner.

Luk dog ei Øiet inat,

vaag med Erindringens Skat!

Her, mens du sidder alene,

aabner sig Mindernes Scene,

her vil fromme

Skygger komme

vinkende blandt maanelyse Grene.

Hør hvor de hviske dig ømt

Alt hvad din Længsel har drømt,

see hvor de bringe tilbage

Gjenskin af fagrere Dage!

Lad det tindre;

det vil lindre

Smerten i dit Savn og i din Klage.