Længsel

Jeg kunde slet ikke sove

For Nattergalens Røst,

Som fra de dunkle

Skove Sig trængte til mit Bryst.

Jeg aabnede Vinduet stille

Og stirred i Mulmet hen,

Og lod hver Elskovstrille

Mig synge om

Dig

igjen.

Et Posthorn i det Fjerne,

Et Suk af Nattens Vind,

Et Glimt af en eensom Stjerne

Vakte mit stille Sind;

Dit

Billed sagte hensvæved

Paa Nattens Baggrund huldt;

Mit Hjerte zittred og bæved

Længsel- og smertefuldt.

Min Tanke jeg Dig sendte,

Jeg sendte Dig mit Blik;

Ak, hvor mit Hjerte brændte,

At intet Svar jeg fik;

Kun Pust af Nattevinden,

Fra Grenen hist et Vink,

Den kolde Dug fra Linden,

Og Stjernens kolde Blink.

Du tænker vel, jeg har glemt Dig?

Men troe mig, om Du kan,

Jeg har i Hjertet gjemt Dig,

Og skal over Gravens Rand,

Trods Dødens bittre Kulde,

Hiinsides Livets Kyst

Bære dit Navn, det hulde,

Prentet dybt i mit Bryst.