Ali og Gulhyndi

Fantasien svinger, sine lette vinger;

Svæver hid fra Ganges til sin Skjald;

Kort var grønne Sommer, Hvide Vinter kommer,

Folket samler sig i Lund Hal.

Medens Stormen tuder, Sneen slaar paa Ruder,

Brænder Arnens Flamme klar og huld.

I den dunkle Stue, Ved den røde Lue Føler

Sjælen sig saa længelsfuld.

Kold og mørk er Norden, Længer ned på Jorden,

Ønsker den Forfrosne sig at boe,

Hvor i Floras Arme, Solens hulde Varme

Stedse gjør ham lykkelig og fro.

Støvet sin Lænker føler tungt og tænker:

"Var du dog engang ss lykkelig.

Sligt et Liv at nyde, Vilde skjæbnen Yde

Hvad Indbildingen kan ønske sig."

Og hvorfor da ikke? Livets øjeblikke Svinde

hurtig som de hurtig kom;

I din Aand sit Sæde Har den sande Glæde,

Følelsens og Tankens Helligdom.

Hvad du føler, tænker, Dig jo Lykken skjænker

Det er virkeligt det lever du.

Lad du Stormen tude Frygteligt derude:

Bundet er til Vintren ei din hu.

Vil du ned til Syden? Hør på Harpelyden!

Skjalden ved dit Ønske fryder sig. Isen staar om Kysten;

Du kan ei til Østen? Vel, saa kommer Østen hen til dig.

Lad den indre Lue Vintrens Harme kue!

Himlens Ild jo smelter Jordens lis.

Kulden kan kun qvæle følesløse sjæle.

Tanken svinger dig til Paradis.

I et broget Billed har Apollo dig stillet Livet

frem paa sit bemalte Blad: Overflod og Nøden,

Nydelsen og Døden, Himmel, Helved,

Kjærlighed og Had.

Hvad dig her er skrevet, Har du ofte levet.

Bland ei Mandens Digt med Barnet Tant!

Skjalden kan kun samle sig det ny af Gamle;

Læs, og du vil finde Digtet Sandt.

Kaldt fra Østens Strande

Mon Aladdin lande

Ført herhid ved Digterskibets Gang.

Ydun Smilte yndig! Aly og Gulhyndy

Egne Børns af Skjaldens Hjerne sprang.