Byrons statue

I. da Fonseca

Til Slottets stolte Sale

En fremmed Yngling gik,

At lade Kunsten svale

Hans længselshede Blik.

En Fugl i Laurbærlunden

Han vugged sig paa Kvist,

Hans Vinge end var bunden,

Hans Kraft sig ei bevidst.

Hvorfor hans Hjerte brændte

Ham Ingen havde sagt,

Endnu han aldrig kjendte

Ret Kunstens høie Magt.

Man aabned' Slottets Porte

Til Kunstens Helligdom –

Hans Aandedrag blev korte,

En Angst ham overkom.

Fra Salens Hvælving vifted'

En Søndagsluft til ham –

Hans Liv sin Scene skifted',

Han glemte Verdens Bram.

Her stod de hvide Guder

I Marmorkraft og Fred –

For dem hans Øie luder

Til Jorden blændet ned.

Han syntes, at der bruste

En Storm i Salens Dom,

Hans Vinger bleve knuste,

Hans Afmagt mere tom.

Da saae han i det Fjerne

Ved Salens sidste Muur,

En jordisk Ledestjerne,

En herlig, let Figur.

Det var et jordiskt Øie,

Det var en Dødelig:

Her kan Hans Sjæl sig bøie

Og dog ei glemme sig.

Ja! det er Byrons Støtte,

Den herlige, den fri!

Thorvaldsens Kunst her mødte

En Byrons Phantasi.

Hvor dristig, stolt den smiler

Som Aanden paa sin Flugt!

Hvor synlig Tanken hviler

Om Panden, let og smukt.

Hvad Poesien tænker,

Plastikken tryller fast:

Dog er det ingen Lænker –

En evig Flugt og Hast.