Regnbuen

To mennesker Regnbuen så.

Den ene monne henrykt staa.

Og nød det skønne Øieblik.

Den anden med en pose gik,

At plukke sig deraf et Stykke.

Til Næring for sin Fremtids Lykke

Af Lutter iver glemte han at see den broget Skjønne Rand,

Som funkled over Markens Ax. Han alt ei vilde nyde strax,

men gjemme lidt til Husbehov.

(Ifald han bare må få lov!).

Han iled over stog og sten,

og brugte hurtig sine been.

og da han ud i Mosen kom,

eg efter glandsen så sig om,

da var den bleven ganske tynd,

han selv til Beltet stod i Dynd.

Tænk ei på Frosten når det tør.

Mens Græsset voxer, Koen Dør.

Grib din Fortuna hvor hun står!

I Nakken har hun ingen Hår.