Vals og RomanceMi eja Jente

Mi eja Jente! I søde Navn, du af Freja sendte!

Dig, Navn, jeg lærte hin Stunden lange min

Brud jeg første Gang holdt i Fange.

Du er det fagreste Ord, jeg kjænder; thi al min

Kjærlighed i dig brænder.

Flux paa min Læbe, du Ord, fremblommer,

naar hun, min Lysalf, imod mig kommer.

Og ømt som moderlig Bøn du strømmer fra

Læben, naar jeg om hende drømmer, ja naar jeg

om hende drømmer.

"Mie eja Jente!" jeg trættes ikke den søde Lyd i

min sjæl at drikke! Mie eja Jente, på Vinden

baaren, er frisk og sød som en Sang om Vaaren.

Og øm som bævende Suk af Luren fra

Sæterjenta i Bjerkeuren. Og mild som Siljuens

Sus ved Elven, naar Vinden leger med Bladets

Skjælven.

"Mi eja Jente!" Hvor mildt du suser, og dog saa

mægtigt mit Sind beruser! Skjøndt sagte hvisket

som Suk af Pigen, du fylder Sjelen med Kæmpe

Higen.

Ja, Sjelen med Kæmpehigen. Man ak, min

Higen til Jord er bundet, skjøndt efter Vinger

den tidt har stundet. O, hvis jeg lænket ej var til

Støvet, men havde Vinger som Aspeløvet: Da

fløj jeg til dig, min eja Jente! Og sagde flux,

hvad min Længsel meente.

Da fløj jeg til dig, min Brud, at drikke paany

Berusning af dine Blikke.

Da sa' jeg "Jente mi!" tusind Gange og trykte

jublende dig i Fange.