Aften

Vor Sol er sunket bag Skoven ned,

og Vesten staar gyldenklar.

Og over Jorden saa sød en Fred

udstraaler fra Himlens Glar.

Vagt drømmer Lyset — det kan ej sove.

Tyst, tyst over Vang over Vove

i de skælvende Skove.

Og Fuglen kvidred sin sidste Sang

og slumrer i Redens Ro.

Men Tanken bygger endnu engang

sin skælvende Længsels Bro.

Der drømmer Sjælen, den kan ej sove.

Langt, langt over Vang over Vove

mod de evige Skove.