Hele verden kalder

Hele verden kalder

barndomstiden skøn og blid.

Uh, den barnealder

er en rædsom tid!

Bøger, lektier, skolegang,

præk og skænd og tvang!

Gud ske lov, jeg ved da,

at det snart en ende får,

thi på næste fredag

er jeg fjorten år.

Kan der tænkes værre

plage end at høre på,

at en voksen herre

kalder en: "den små?"

Ja, der er sågar endnu

dem, der sige: "du!"

Sligt er jeg nu ked af,

og ved Gud, det siger jeg:

længer end til fredag

tåler jeg det ej.

Andre konversere -

jeg får aldrig talt et ord,

og jeg ved dog mere,

end de fleste tror.

Vil jeg stundom tale med,

har jeg straks fortræd -

synes De måske da

ikke det er tyranni?

Men, lad gå! på fredag

så er det forbi.

Tænk, jeg kom i vinter

på et bal og klædt i blåt,

og min dragt var splinter-

ny og sad så godt.

Men der inklinerte ej

fler end tre for mig!

Gud, hvor jeg blev vred da

det var drenge alle tre,

men, pas på! På fredag

skal de bare se.

Til min søster Dorthe

gør jo alle herrer kur,

og når hun er borte,

hvem står så for tur?

Tiden løber - tænk hvor rart:

påske kommer snart.

Jo vi skal vel se da

frøknen, som i kirken står!

Gud ske lov, på fredag

er jeg fjorten år.