Mainat

Det er nat saa vide over vei og vang, det er stilt i veiret,

men dog er der klang som fra månestrålers fineste strenge.

Hvor underlig at sitte så ene og forladt.

Gad vidst om det ei er slig mailys en nat,

slig en nat, alverne danser over enge?

Det er nat så vide over vei og vang,

jeg hører det bæve gjennem luften en sang,

men tonerne kan jeg ikke finde.

Det er drømme, som kommer og drømme som går,

det er drømme fra i vinter og drømme fra i vår

og vemod som vugger meg isinde,

det er vemod, som vugger meg i sinde.

Og vemod, som vugger seg så vide over land,

vemod indtil verdens den yderste rand,

og længsler, som flokkes og trænges.

Det hulker i skoge, det græder i krat.

Å, gud, hvor det er tungt slig mailys en nat,

slig en nat at sidde her så ensom å længes,

at sidde her så ensom og længes.