Odense

Du kære, gamle Fødeby

er altid i min Tanke.

Stolt bygged' Odin Slot mod Sky

paa Næsbyhoved Banke;

da voxte Huse, først to, tre,

saa flere -der man havned'.

Og Frigge raabte: "Odin see!"

Derfra fik Byen Navnet.

Her løb jeg om med Træsko paa

og gik i Fattigskole,

men hele Verden for mig laa,

som bar jeg Greve-Kjole.

Nej, jeg var ingen fattig Fyr

og Fader ikke heller,

han læste for mig Eventyr

saa jeg blev selv Fortæller.

I "Klokkedybet" ned sig svang

Aamanden ganske bange;

idet han hørte første Gang

de Kirkeklokker mange.

Fra Klostrets Celle lød der Sang,

man endnu lytter efter;

nu Odense har Alders Rang

og alle Ungdoms Kræfter.

Til "Nonnebakken" tidt jeg gik

hen over "Munkemose";

der var en Glands, en Romantik,

hver Blomst blev til en Rose;

"Aamanden " sang, som aldrig før,

for Elverkongens Kone,

Sanct Knud jeg saae i Kirkens Dør

med Glorie og med Krone!

Det er en Roes og ingen Spot

paa Vittighedens Fløjte,

at du i Dygtighed og Godt

er altid "første Sprøite"!

Du gamle, ungdomsfriske By,

engang for mig den største!

Rul op, min Barndomstid, paa ny,

og da er du den første!

Jeg havde Barnets stærke Tro,

og Jacobs Himmelstige,

og jeg fandt Frøkorn, som nu gro

i Eventyrets Rige,

der naar ind i vort Barndoms Land

og Paradisets Have,

til Lyset, Evighedens Strand

hinsides Jordens Grave.