Den kedsom vinter

Den kedsom Vinter gik sin Gang,

Den Dag så kort, den Nat så lang

Forandrer sig

så lempelig;

Den barske Vind, den mørke Sky -- må fly;

[Vor Kakkel-Ovn så ene står;

Og hver Dags Kolde-Syge får;

Den tykke Vams, den fœret Dragt

Er alt hengt hen og reent foragt,

Og Muffen er tillige gemt -- og glemt;]

Man frygter ej at Snee og Slud

Skal møde dem, som vil gå ud;

Thi lad os gå,

At skue på,

Hvor smukt Naturen sig beter -- og ler.

Ak se, hvor pyntet Solen går

Med lange Stråler I sit Hår;

Den varme Krands

Er rette Kands

For alle Ting, som nu må gry -- på ny;

[Det klare Himmelblå

Er værd at kafte Øje på;]

Se Fuglene i Flokke-Tal

I Luftens vide Sommer-Sal,

[Der holde snart hver Øjeblik -- Musik;

De kappes daglig to og to

At bygge, hvor de best kan bo;]

Her flyver en

Jo med sin Gren;

En anden sanker Hår og Strå -- så små.

[Ak! se hvor tegner Marken vel

For Bonden, hele Verdens Trel,

Han ler, fordi

Hans Slaveri

Skal endes med sin Frugtbarhed -- i Fred;

Hist går de kåde Lam i fleng,

Og spøge i den grønne Eng.

De knæle med en Hertens Lyst

For Moders mælkefulde Bryst.

De qvægner ved den søde Tår -- de får.]

Hist vogter Hyrden Qvæg og Korn;

Et Hunde-Bjæl, en Lyd af Horn

Er alt hans Spil;

Men hører til,

Hvor smukt den Skov ham svare må -- derpå.

Ak se, et meget yndigt Syn

På Skovens grønne Øjenbryn,

Den høje Top

Skal klædes op,

Og Våren pynter Bøgen ud -- til Brud.

[Nå Solen brænder, som en Glød,

Og stikker Ild i Barm og Skød,

Da har man jo bag bvert et Blad

Abskonsel for sin matte Rad',

Her smager Thee og et Glas Vin -- fra Rhin,

Imidlertid man sår at se

Et ret naturligt Assemblee,

Hver Fugl har stemt

Sit Instrument,

De raske Dyr vil dandse net -- og let.]

Ak se, hvor spejle-klar og glat

Den Sø dog er i lave sat;

Det er jo som

At Sølen kom

Kun for at se sit Skilderi -- deri;

[Den Fisk, som stak i Dynd og Skarn,

Og slap fra Frost og Fange-Garn,

Han får nu atter Mœd og Liv,

Og spøger f? i Rør og Siv;

Se hist, hvor stolt hans Finner går, -- og flår.]

Nu lirrer Frøen med sin Mund

Imod den søvnig Aften-Stund,

Jeg tænker på

Mit Hvile-Strå,

Og ender min Spadsere-Gang -- i Sang.

Så er da Himmel, Jord og Vand

Opmuntret ved min Skabermand;

Jeg gik omkring

Blant tusind Ting,

Guds Forsyn spores ved enhver -- i ser.

[Bekymret Sjel! så ser du dog,

At Alting står i Herrens Bog;

I hvor det går, så ved jeg grant,

Mit Navn står tegnet deriblant;

Gud kommer vist min Tarv ihu -- endnu,]

Han rammer nok den rette Tijd,

Da Himlen den skal blive blijd;

Jeg tør måske

Vel få at se,

Min Vinter blive til en Vår -- i År.