Du, som har sorg i sinde

Du, som har sorg i sinde,

gak ud i mark og lund,

og lad de svale vinde

dig vifte karsk og sund.

Gak over høj og dale

og lyt ved søens glar

til skovens alvorstale

og kildens muntre svar.

Var hjertet fuldt af klage,

og brused blodet vildt,

jeg gik mig ud at jage

det yndeligste vildt.

Det var ej hjort og hinder,

ej terne eller tjur,

det var med friske kinder

den vilde, fri natur.

Jeg vil så nødigt bænkes

i stuen, under tag,

der drikkes, og der skænkes

i døsig fred og mag.

Langt heller vil jeg brede

min dug bag ved en tjørn,

på lyngbegro'de hede

i selskab med en bjørn.

Mig hued ingensinde

småfuglene i bur,

som pynteligt på pinde

må sætte sig til kur.

Nej, på de rigtig vilde

er der en frejdig jagt,

om de er nok så snilde,

er deres værge svagt!