Snart er natten svunden

J. Hartmann

Snart er natten svunden,

dagen bryder frem.

Fra vor jagt i lunden

alt vi drage hjem.

Borgens haners galen

lyder over vang,

snart vil Gurre-svalen

kvidre morgensang.

End i vesten glimter

matte stjerners hær,

mens i øst man skimter

svage morgenskær.

Mod de tavse strande

søen vugger sig,

stjernen i dens vande

spejles blidelig.

Nu afsted til borgen,

til vor rede hen!

En lyksalig morgen

snart bestråler den.

Veget er det dunkle,

som den mørknet har.

Nu skal solen funkle

for Kong Valdemar.