Natten breder sine vinger

J. Horneman

Natten breder sine vinger,

stjernerne myldre på himmelen frem,

kirkens aftenklokke klinger,

fuglene tie, og folk køre hjem.

Lad dem køre, hvem der ville,

dampskibet venter, med det vil vi gå.

Vi vil sejle på det stille,

dejlige Øresunds natdunkle blå.

Hør, de synge, - lad os følge,

lokkende toner de vinke om bord,

se, undinder dybt fra bølge

flokkes om skibet i lyttende kor.

Sangens toner længsler tænde

selv hos dryaden den mægtige mø,

træet står så tavs derhenne,

hælder sig lyttende ud over sø.

Skibet kruser sundets vover,

lyset fra landstedet glimter bag træer,

ikkun fiskerlejet sover,

hviler sig ud til den tidlige færd.

Lad dem sove, hvem der ville,

synge vi ville, ja synge vi må,

mens vi sejle på det stille

dejlige Øresunds natdunkle blå.