Natten var mild och kjær

Natten var mild og kjær,

Stille og dunkel,

Skjult var bag Skyen hver

Stjernes Karfunkel.

Vi var saa ene!

Lindenes Grene

Sagteligt svæved vort Vindve forbi —

Alt var en sød Melodie.

Vi var saa ene med

Os og vort Hjerte;

Urørt forbi os gled

Mindet om Smerte,

Mindet om Storme;

Nagende Orme

Glemselindhylled' i Dvale jo laae —

Der var kun Eet, som vi saae.

Smeltet til Eet var jo

Livsfyldens Kerter,

Eet vare begge to

Bævende Hjerter;

Fletted' som Ranker

Eet vore Tanker;

Eet var vor Himmel, vor Tro og vort Haab,

Eet, som vor Kjærligheds Daab.

Drømmende vugged vi

Som over Havet,

Vækkende Sukket, i

Længsel begravet;

Hilste vor Stjerne,

Som fra den fjerne

Evighed havde formælet vort Navn, —

Salige, Favn udi Favn!