Nu falmer skoven trindt om land

Nu falmer skoven trindt om land

og fuglestemmen daler

alt flygted storken over strand

ham følger viltre svaler.

Hvor marken bølged nys som guld

med aks og vipper bolde

dér ser man nu kun sorten muld

og stubbene de golde.

Men i vor lade, på vor lo

dér har vi nu Guds gave

dér virksomhed og velstand gro

i tøndemål af traver.

Og han, som vokse lod på jord

de gyldne aks og vipper

han bliver hos os med sit ord

det ord, som aldrig glipper.

Ham takkke alle vi med sang

for alt, hvad han har givet:

for hvad han vokse lod i vang,

for ordet og for livet.

Da over os det hele år

sin fred han lyser gerne

og efter vinter kommer vår

med sommer, korn og kerne.

Og når til sidst på Herrens bud

vort timeglas udrinder

en evig sommer hos vor Gud

i Paradis vi finder.

Da høste vi, som fugle nu

der ikke så' og pløje

da kommer aldrig mer i hu

vil jordens strid og møje.

For høsten her og høsten hst

vor Gud ske tak og ære

som ved Vorherre Jesus Krist

vor Fader ville være.

Hans ånd, som alting kan og véd

os i de korte dage

med tro og håb og kærlighed

til Paradis ledsage.