Når vinteren rinder

Når vinteren rinder i grøft og i grav

og rugens krøllede blade

sig ranker i solen, som spejles i hav

jeg griber med længsel, knap ved jeg deraf

min hakke, min skovl og min spade.

Jeg hvæsser på stenen den rustnede æg

og retter den bøjede plade

så springer jeg uden for mur og for væg

hvor marken har klumper og mosen har klæg

med min hakke, min skovl og min spade.

Jeg lytter til vårens syngende kor,

til lærken, den jublende glade,

vi kender hinanden fra somren ifjor,

den kvidrer, jeg grøfter og graver min jord

med min hakke, min skovl og min spade.

Når solen går ned i et luende bål

bag lynghedens vidtstrakte flade,

jeg retter min ryg og jeg skimter et mål

da blåner og blinker det blanktslidte stål

i min hakke, min skovl og min spade.