Fantasistykker i min egen manér

I himlen sidder Guds engle små

rundt om det store kateder;

de sidder alle med vinger på

og blæser så smukt i trompeter.

Om aftenen lægges trompeten bort.

Madonna hun ser det ret gerne,

så spilles der lystigt ej laps eller kort,

der leges med måne og stjerne.

Tit triller en stjerne fra himlen ud,

sligt kaldes på jorden et stjerneskud.

I himlen er der en smuk musik

alt har hjerte og stemme;

man keder sig aldrig et øjeblik,

man føler, at her er man hjemme.

Tit flyver en lille engle trop

herned til de jordiske dale,

og bringer de sovende småbørn op

til Gud i de himmelske sale.

Tit tage de også en stakkels poet,

at han kan fortælle den stads, han har set.

O det er en lystig og underlig tur,

højt over øm, over ugle.

Dybt hænger verden det gamle bur,

med sine brogede fugle.

Småenglene synger så pænt i kor,

og alle sfærerne spille,

o, himlen er så stor, så stor.

Man føler sig ganske lille.

Den voksne bliver et barn igen:

som børn vi komme i himmelen.