Vaarsang

Ved Foraarstide det risler med Sang,

ud over Alverdens Enge,

til Jordens evige Jubelklang

stemmes Hjerternes Strenge:

for den fagre Tid,

som vi vented saa længe.

Nu spirer der Græs af Solgudens Spor,

nu løves hvad længe laa øde,

i Høst det lagdes i sorten Jord,

men nu staar det op fra de døde:

sa tavst de tusinde Blomster gror

sig skinnende ranke og røde.

Den unge Kvinde har Vaaren gemt

dybest i Hjertet inde:

der skyder hver Blomst man troede glemt

og dufter saa sødt som et Minde;

men naar og for hvem

skal Myrtenkransen hun binde?