Serenade. Souvenir de Mozart

Hvor er Du, Camilla?

Luk Vinduet op!

Alt Maanen sig hviler

Paa Bjergenes Top.

See, Alt er indslumret

I By og paa Land,

Fontainen kun leger

Med straalende Vand.

Med Ryggen mod Muren

Jeg staaer her saa mat,

Og søger min Stjerne

I dæmrende Nat.

Du elsker mig, Søde!

Min Rose Du fik,

Du gav mig jo Svar i

Dit brændende Blik.

Du planted den yndigt

Blandt Lokkerne ind,

Misundelig blegned

Den over din Kind.

Sit brændende Øie

Den lukkede til,

Thi dine to Stjerner

Har stærkere Ild.

Saa kom da, Camilla!

Min Rose Du tog,

Jeg læste mit Haab i

Det Smiil, som Du drog.

To fæle Dæmoner

Mig knuge i Favn,

Een kalder jeg Længsel,

Een kalder jeg Savn.

De lamme min Styrke,

De knuse mit Mod,

Fortærende Flammer

De slaae i mit Blod.

Saa kom da, Camilla!

Min Frelse, mit Haab;

Gjenfødes jeg kan kun

I Kjærligheds Daab.

Forjag Du min Længsel

Og dræb Du mit Savn,

Og døb mine Smerter

Med Saligheds Navn.

Kom ned til vor Vigne,

Hvor Rankerne groe,

Der hænger en Drue

Saa sød, kan Du troe.

Kom ned til vor Hauge,

Bag Myrternes Læ,

Der plukke vi Frugten

Af bugnende Træ.

Den glimrer fra Grenen

Saa lokkende sød, -

Jeg ryster med Lempe

Den ned i dit Skjød.