Fatimes aftensang

Hun ligger paa sit Leie af sammenflættede Siv

i sine Klæder med foldede Hænder og synger:

Alt opreist Maanen staaer

Bag sorte Skove,

Og Nattergalen slaaer

For Gud at love.

Dens Toner smelte blødt

Og tone længe,

Og Bækken griber sødt

I sine Strenge.

Midt i den friske Skov

Een Blomst kun visner,

Snart er den Dødens Rov,

Dens Hierte isner;

Men lad kun Blomsten døe!

En bedre springer

Snart af det faldne Frøe,

Paa Æthervinger.

O Nat! snart vil maaskee

Din hulde Maane

Mit blege Ansigt see

I Døden blaane,

Lad den da smile smuk

Paa mig i Nøden,

Og mød mit sidste Suk

Med Morgenrøden!

O Israfil! saa kom

Med Dødens Blikke!

Bring mig for Allahs Dom!

Jeg skielver ikke.

Velsignet er hans Navn,

Han huldt forlader.

Knug mig kun i sin Favn!

Han er min Fader.